Workshop

 

Hvorfor overhovedet formspænde finer, hvis man f.eks. til møbelbrug kan designe mere komfortable stole der er polstrede, billigere i plast, lettere i massivt træ og med mindre brug af lim?

Fordi formspændt finer giver et godt kompromis mellem de positive sider af ovennævnte. Fordi det er træ med varme og fine taktile overflader. Fordi det kan formes i lette organiske former. Fordi formspænd, med det rette arrangement af finerlagene, kan formes til stærke og materialebesparende konstruktioner.

Mine workshops begynder med en teoretisk indføring i de tekniske forudsætninger for formspænd og en gennemgang af den relevante træteknologi. Designparametre, fordele og begrænsninger ved forskellige anvendelsesområder bliver gennemgået – og forhåbentlig udfordret.

Den største del af workshoppen kommer vi til at anvende til at fremstille forme og fiksturer. Det giver i sig selv en forståelse for teknikken. Foruden fremstilling af forme til industrielt brug, vil metoder specielt egnet til prototyper og unika blive afprøvet.

Workshoppen er ganske ’hands-on’ og vi afprøver og præsenterer så mange forskellige metoder som muligt for hinanden. Vi kommer til at presse finer i 2½D og få en forståelse for, hvordan finer reagerer under pres. Teori og anvendelse af 3D-finer vil blive gennemgået, men ikke nødvendigvis anvendt.

Den sidste del af workshoppen vil blive brugt på at præsentere de forskellige metoder for hinanden og naturligvis se på resultaterne – formspænd.

Mine workshops henvender sig til professionelle designere, kunstnere og håndværkere, der ønsker at få et indblik i materialevalg, konstruktioner, processer og teknikker og selv har lyst til at eksperimentere med både prototyper og unika.  


Ved workshoppens afslutning har du:

  • Kendskab til de træteknologiske forudsætninger for formspænd.
  • Kendskab til opbygning af industrielle værktøjer.
  • En form der kan bruges til prototypeudvikling.
  • En forståelse for, hvordan man bøjer finer i flere dimensioner.
  • Støv på tøjet og lim på fingrene.